Politihistorisk Museum er det eneste af de mange københavnske museer, der er placeret på Nørrebro. Hvert år besøger 11.000 mennesker museet, der drives af tre politiansatte medarbejdere med støtte fra pensionerede betjente. Det flyttede ind i bygningen på Fælledvej i 80'erne og drives af Politihistorisk Selskab med det formål at skabe interesse for politiets historie i Danmark.
Fra Politistation til museum
Ifølge museets direktør Finn Dissing husede den markante bygning politiets Station 6 fra 1884 til 1977. Bygningen på Fælledvej har dermed altid haft en stærk tilknytning til politiet.
Museets samling dokumenterer på to etager, hvordan politiarbejdet har forandret sig fra middelalderen frem til i dag. Det fremgår således af teksten på en montre, at en politibetjent i 1800-tallet udover at opretholde lov og orden også skulle hugge brænde, løbe byærinder for embedsmændene og endda stå i kø for teaterbilletter!
Samlingen omfatter gamle uniformer og effekter som eksempelvis mordvåben og andet bevismateriale. Montrerne er ordnet tematisk, så man kan få et glimt af stemningen under sociale uroligheder som slaget på fælleden eller kampe med de autonome. I detentionen er diverse udbryderkongers flugtforsøg dokumenteret. Et rum tematiserer indsatsen imod pornografi og hasard, der indtil 60'erne har været en del af politiets opgaver, mens et andet rum er indrettet som en station fra 1890'erne.
Hjemløs samling
Kriminalmuseet er flyttet et par gange. Samlingen blev endda opløst i 1979, men har nu fået husly på 1. sal af politihistorisk museum. Det oprindelige formål med Kriminalmuseet var at tjene som undervisningsmateriale for uddannelsen som politibetjent.
Politiets efterforskningsmetoder blev væsentlig forbedret omkring år 1900. Bertillions system, der gik ud på at karakterisere og opmåle legemsdele, var et trin på vejen for at finde frem til en systematisk og effektiv metode til at finde frem til eftersøgte personers identitet. Bertillions system er dog kort tid efter blevet udkonkurreret af den praksis at tage fingeraftryk på gerningsstedet.
Museum med interaktivitet
Interiøret i museets reception stammer fra en politistation fra 1960'erne. Receptionisten advarede mig imod at pille ved motorcyklerne i museets største rum, der er sikret med tyverialarm. Han lovede til gengæld, at samlingen rummer en masse andre dippedutter, som man må trykke på. Man kan således vælge, om man vil se film på en af museets monitorer.
På 1. sal udstilles en del Corpus Delicti - gerningens genstande - fra en lang række uopklarede danske mordsager. Under montren er der flade skuffer, som man kan trække ud for at læse om baggrunden for de enkelte sager. Billedmaterialet med blandt andet skamferede lig er ret uhyggeligt: Der er eksempelvis Belvedere-sagen fra 1931, hvor en parteret kvindes lemmer er blevet fundet i kloakken en efter en.
Museet gør sit for, at der stadigvæk kan dukke nye oplysninger op om forbrydelser begået i Danmark.
I denne montre skildrer museet stemningen ved gadekampe i forbindelse rydningen af besatte huse ved at arrangere nogle af politiets drabelige kampuniformer.
Er du klar med en kommentar? Så giv dit besyv med i Debatten.
